SOULS
Fotograf Søren Solkær var aktuel med udstillingen “SOULS” – sort/hvid portrætter af yogier – i Øksnehallen i juni 2004. Her er, hvad Politikken skrev: “Kan sjælen fotograferes? Mange fotografer har diskuteret spørgsmålet, Søren Solkær har besvaret det. Svaret kan ses i en lammende smuk fotoudstilling i Øksnehallen”.
Fra udstillingen:
Søren Solkær har fotograferet de 22 udstillede yogier på toppen af Mount Abu i den indiske stat Rajasthan. Her findes hovedkvarteret for Brahma Kumaris World Spiritual University. Universitetets erklærede
mål er at skabe universel fred igennem studier af åndelig kundskab og udøvelse af raja yoga meditation.
Billederne er blevet til i løbet af fire rejser til Indien siden 1998. Da Søren Solkær kom op på Mt. Abu første gang blev han dybt inspireret af yogiernes stærke udstråling.
Er det muligt at fotografere sjælen?
Før hvert portræt blev lavet bad Søren Solkær yogierne om at meditere og være i en sjælsbevidst tilstand. Meditationen foregår med åbne øjne, så at man nemmere kan forblive i en ren og fredfyldt sindstilstand – ikke kun under aktiv meditation, men i alle situationer.
Raja yoga er en metode til at forstå selvet og disciplinere sindet. Ordet “yoga” betyder forening. Raja yoga kan oversættes som sjælens forening med Den Højeste Sjæl eller Gud.
Yogierne mediterer flere gange om dagen, startende kl. 04.00 om morgenen. Ved solnedgang tager mange til en bjergtop i nærheden for at meditere og sprede fredfyldte vibrationer til verden.
Oplevelserne i meditationen kan spænde vidt; fra sjælsbevidsthedens dybe indre fred, over en lyksalig følelse af evighed – til foreningen med Den Højeste Sjæl, hvor man gennemstrømmes af en overvældende kærlighed. Ifølge yogierne selv, er denne forening den mest sublime erfaring et menneske kan ønske sig.
Udstillingen har tidligere været vist i:
• IN CANERA GALLEY, NEW YORK
• ØKSNEHALLEN, KØBENHAVN
• REYKJAVIK CITY HALL, ISLAND
• BRATISLAVA MONTH OF PHOTOGRAPHY